Branchekendt skal sælge Unidrain i Østdanmark

Katrine Kjøller startede midt i februar som Area Sales Manager hos Unidrain med ansvar for Sjælland og øerne. Med flere års erfaring fra både VVS- og grossistbranchen kan hun se frem til et gensyn med sine tidligere kolleger, når hun skal ud på landevejene på kundebesøg.
Katrine Kjøller

Selv om 31-årige Katrine Kjøller kun lige er tiltrådt som Area Sales Manager hos Unidrain er virksomhedens produktsortiment bestemt ikke fremmed for hende. Med en fortid hos Brødrene Dahl, Leon Petersen VVS & Gas samt Sanistål har hun i mange år rådgivet kunder om blandt andet de dansk designede badeværelsesprodukter – og hun har ovenikøbet selv et af de anerkendte lineære afløb installeret i hjemmet.

– Jeg har altid haft en forkærlighed for smukt dansk design, så jeg har jo beundret Unidrains brand og produkter hele min karriere. Jeg ser frem til selv at blive en del af virksomheden og få mulighed for at komme ud og bruge min viden til at rådgive kunderne om produkterne, fortæller Katrine og fortsætter:

– Den særlige DNA, der præger Unidrains kultur står allerede nu meget klart for mig, så jeg vil også glæde mig til at være på kontoret med kollegerne, de dage jeg ikke er ude hos kunderne.

Tidligere kolleger blandt kunderne

Katrine Kjøller er uddannet handelselev med speciale i VVS hos Brødrene Dahl. Efter 4 år rykkede hun videre til Leon Petersen VVS & Gas, hvor hun som salgs- og indretningskonsulent rådgav private kunder i udformningen af deres badeværelser. Senest kommer hun fra en stilling som ekstern sælger hos Sanistål.

Når hun kører ud til grossister, VVS’ere og murere på Sjælland, Lolland, Falster og Bornholm, vil der således muligvis være nogle af hendes tidligere kolleger i kundekredsen. Og netop hendes store netværk og viden gør hende til den helt rette profil ifølge arkitekt- og projektrådgiver Christian Sommer:

– Med hendes omfattende erfaring fra VVS-branchen, så har Katrine de helt rette forudsætninger for at kunne rådgive vores kunder på bedste vis. Vi er virkelig glade for at kunne byde hende velkommen i teamet.

Katrine bor med sin kæreste i Solrød Strand. Når hun ikke er på arbejde hos Unidrain, så er hun ofte at finde i svigerforældrenes sommerhus i Sydspanien eller til festivaler og koncerter.                

Pressekontakt

Marketing Manager
Kim Maretti
[email protected]
+45 3910 1010

Del med dit netværk