Unidrains jyske salgsduo fejrer 10-års jubilæum

Den 15. september fejrede Anders W. Christensen og Carsten Brandt – makkerparret fra Jylland deres første 10 år som salgskonsulenter hos os. Anders og Carsten overbeviste Unidrains dengang administrerende direktør om, at de begge var egnede til opgaven – dét til trods for at kun én stilling var opslået og ingen af dem havde brancheerfaring.
IMG_2154

Den 15. september 2012 startede Carsten Brandt (51) og Anders W. Christensen (59) i deres nye job som salgskonsulenter. De var begge ganske grønne i vvs-branchen, men fandt hurtigt deres ben og rette tilgang til kunderne.

Adm. Direktør Henrik Handschuh, der siden 2013 har været hos Unidrain, har haft et tæt samarbejde, utallige messedage og gode dialoger med Anders og Carsten. For ham er der ingen tvivl om, hvorfor makkerparret har haft så stor succes:

– De er vanvittigt dygtige sælgere, fordi de går til opgaven med ydmyghed og med en stor kærlighed til vores brand. Det lyder måske trivielt, men at gøre det hver dag og i 10 år, er ingen let sag. Der er ingen tvivl om at det, som Anders og Carsten udretter, har været og er en stor medvirkende årsag til den vækst, som Unidrain har gennemgået.

Båret af relationer og kærligheden til godt design

Anders W. Christensen er nordjyde og har en forhistorie fra køkkenbranchen. For ham fylder relationerne til kunder såvel som kolleger meget, ligesom produktets høje kvalitet gør:

– Vi laver noget, der er fuldkommen, og kvaliteten gennemsyrer alt, hvad vi gør. Både i produktionen og i vores relation til kunder og samarbejdspartnere. Derudover har Henrik kastet meget energi i at få hele Unidrain-holdet til at fungere. Det gør det til en sjov virksomhed at arbejde for.

Carsten Brandt, der bl.a. har arbejdet hos Knoll og Fredericia Furniture, følger op på Anders’ udtalelse:

 Vi har et tæt samarbejde med vores kolleger i øst. Derudover har vi et produkt, som er rockstjernen i hele vores besætning. Linjeafløbet er gennemtænkt og godt designet. Netop kærligheden til designet var min indgangsvinkel til jobbet.

– Og vi er jo slet ikke færdige med at levere Unidrain-produkter til danskerne. Der er så mange potentialer med GlassLine og Reframe-kollektionen, runder Carsten af.

Begge sælgere har kørt landevejene i det jyske og fynske tynde, og de har igennem de seneste 10 år serviceret og rådgivet installatører, grossister, typehusfirmaer og entreprenører.

– Jeg er sikker på, at når historien om Unidrain en dag skal skrives, så får vores jyske duo deres helt eget kapitel. Ganske velfortjent, afslutter en stolt administrerende direktør.

Pressekontakt

Kim Maretti, Marketing Manager
[email protected]
+45 3910 1010

Del med dit netværk