Vedligeholdelse

unidrain® bør rengøres jævnligt. Det sikrer at afløbssystemet holder længe, fungerer optimalt og at gulvafløbet bliver ved med at se flot ud i brusenichen. unidrain® består af fire dele som enten er af sprøjtestøbt plast (Polypropylen) eller børstet rustfrit stål (AISI 304). Der er desuden en trævlesi i rustfrit stål, som er valgfri. Download vedligeholdelsesguide som PDF.

Rengør rist, afløbsarmatur og evt. trævlesi

Løft risten og tag trævlesien op af afløbsarmaturet. Rengør alle tre dele med en blød klud eller børste dyppet i lunken sulfovand eller anden mild sæbe. Brug ikke ståluld. Poler rist og armatur i samme retning som stålet er slebet. Risten kan også behandles med kalkfjerner til husholdningsbrug: Lad det sidde et par minutter og skyl med rigeligt rent vand.

Rengør HighLine rist i Corian®

De fleste pletter på en Corian® rist kan nemt fjernes med en blød klud, flydende opvaskemiddel og rent vand. Er der tale om mere genstridige pletter kan disse fjernes med lidt mild skurecreme på en klud. Gnid forsigtigt med lette cirkelbevægelser og skyld efter med vand.

Yderligere information om rengøring af Corian® findes her.

Rengør rustfrit stål jævnligt

Rustfrit stål er meget holdbart, hvis det bliver rengjort jævnligt. Stålets overflade er beskyttet af en holdbar film af kromoxid. Filmen opstår når kromet i stålets legering går i forbindelse med den ilt der er i luft og vand. Der kan opstå korrosion, hvis den beskyttende film bliver beskadiget, f.eks. hvis der sidder urenheder på stålet. Der kan også opstå korrosion hvis stærke syrer eller kemikalier som jod, klor, fluor eller brom hindrer ilt adgang til stålet, så filmen ikke kan blive dannet.

Rengør vandlåsen hvis vandet løber for langsomt ud, eller afløbet er stoppet

Tag med en finger eller et værktøj fat om palen i midten af vandlåsen. Træk i palen, tryk samtidigt på den ene ende af vandlåsen, og træk vandlåsen op med den anden ende først.

Skil vandlåsens overdel og underdel ad. Skyl delene i varmt vand, brug eventuelt lidt sulfo. Til kalkaflejringer på vandlås og trævlesi kan man bruge skurecreme og en grov plastsvamp.

Overdel og underdel samles igen. Vandlåsen er samlet korrekt når de to dele er ’klikket’ på plads. Der skal være ca. en fingerbreddes afstand mellem overdel og underdel, så vandet kan løbe ud. Smør vandlåsens pakning med lidt sulfo eller sæbe.

Skub vandlåsen tilbage i gulvafløbet. Vær omhyggelig med at den sidder vandret. Vandlåsen er korrekt samlet og sidder korrekt, hvis vandet løber igennem afløbet uden hindring.

Tegn på at vandlåsen ikke er korrekt samlet, eller ikke sidder korrekt

- Der løber ikke vand igennem.
Løsning: Overdelen er trykket for hårdt ned. Tag vandlåsen op og kontroller at delene er korrekt samlet med ca. en fingerbreddes afstand mellem overdel og underdel.

- Der kommer dårlig lugt op fra afløbet.
Løsning: Vandlåsen er ikke helt nede i sit leje, eller ligger ikke lige. Monter vandlåsen igen.

unidrain®s vandlås opfylder kravene til kapacitet og selvrensning ud fra EN-1253, som er den fælleseuropæiske standard for gulvafløb.

Find forhandler

Indtast postnr. eller by og find nærmeste forhandler eller udstilling